Tørvetrillertur
Mosskovgård, Møldrupvej 26, 9520 Skørping. Gratis adgang. Arrangør: Naturstyrelsen Himmerland.
- Søndag 13. marts kl. 13.30-ca. 16.30.
Alle ved efterhånden at CO2-udledning sker, når urgamle fossile brændstoffer som olie og kul afbrændes. En mindre kendt reserve af fossiler er af yngre dato – nemlig vores moser med deres indhold af tørv. Så længe mosen dannes og tørven er under vand lagrer den CO2, men når den afvandes og bortgraves til plantesække med Sphagnum eller til opdyrkning går tørven i omsætning og frigiver CO2 til atmosfæren. Frigivelse af CO2 fra afvandede tørveholdige arealer i landbrugsdrift er på globalt plan en af de meget store bidragydere til udledning af CO2. Der er derfor i de seneste år kommet fokus på hvordan den udvikling kan vendes.
Hvordan kan afvandede moser vækkes til live igen? Kan de mon bringes til igen at lagre CO2?
Vi går en tur og ser på erfaringerne i Store Økssø mose, og hører om arbejdet i Lille Vildmose og andre moseprojekter, som netop i disse år har høj prioritet.
OBS: Gummistøvler eller gode vandrestøvler er nødvendige!